Insisterende toner, når jeg løber over dig, hvis død jeg netop har forårsaget i et  øjeblik af spontan irritation over din måde at føre din krop på, de cirka 12 dollars, der lander i øverste højre hjørne, når jeg snubler over dine lemmer, bremses af din dødvægt, tung dukkevægt, smadrer ruden på en bil, lirker låsen op, sætter mig ind og vi skal videre. 

Hvilken fryd min M4 nakker et face

Hvilken fryd jeg ikke føler, når tilfældige hoveder triller, når mine arme vikler sig om Sapphires bløde talje, når vi i samlet flok kaprer helikoptere og ubåde, når jeg sigter min M4’er og rammer chaufføren og personen på bagsædet rent, jeg mener lige i panden, så blodet sprøjter mod forruden, når det lykkes at flygte fra en femstjernet udrykning, åh, så skryder jeg i vellyst.

lol sidste punkt er vildt meget drømmetænkning. 

Shaker hvad jeg har

Med sikker overbevisning om digtehjertets tilstedeværelse i kroppen og med en ligeså sikker tro på, at det skrevne først og fremmest må udspringe fra egen erfarings grundlag, har jeg indset, at jeg desværre kun kan skuffe mig selv og min læser. En kogen suppe på middelklassesopvæksten i Jersie Strand vil enten blive en enormt kedelig affære med beretninger om killingefødsler og køkkenrenoveringer eller være resultatet af banale overdramatiseringer løst spundet på film som Festen. Siden jeg, som det så poetisk hedder, fløj fra reden, har jeg ikke oplevet noget synderligt interessant foruden mine forskellige jordnære fuck-ups. Jeg har taget to sabbatår: det ene år havde jeg et fast arbejde, jeg faktisk var glad for, men på grund af mine ringe evner til at overskue systemer og en lallende tro på egen formåen, endte jeg med en standby-plads og et opsagt arbejde. Derfor sandede jeg for nyligt, at der kun var én ting at gøre, når overspringshandlinger kun springer overspringet over: jeg måtte finde en måde, hvorpå jeg kunne bruge denne spildtid og gøre den nyttig, gøre den til noget jeg kunne overspringe fra. Resultatet er GTA-digtene.